En værdig ældrepleje

Som i mange andre kommuner mangler vi SOSU’er, og vi bruger for mange penge om året på vikarer – faktisk mere end 20 millioner årligt. Det resulterer i, at de ældre får en ustabil pleje, hvor de møder alt for mange forskelligere mennesker i deres hjem. I 2019 talte jeg, sammen med min nabo, antallet af hjemmehjælpere hos hende over en periode på 3 uger. 12 forskellige personer dukkede op i hendes hjem, og så måtte nogle af dem ikke lægge støttestrømper på og ja, det var i det hele taget en dårlig oplevelse for hende.

Hvordan løser vi så den udfordring? Det er et godt spørgsmål, men vi må konkludere, at det ikke er lykkedes i den seneste byrådsperiode. Vi kan godt få ufaglærte SOSU’er, men jeg er enig i, at det ikke er vejen frem, hvis de skal løse egentligt SOSU arbejde. Vejen frem er at fjerne de forhindringer, som f.eks. østeuropæiske borgere møder, når de gerne vil uddanne sig til SOSU i Danmark. Nogle af dem har en længere uddannelse, men hvis de gerne vil, så bør de tilbydes en voksenelevplads.

Hertil kan vi bringe de ufaglærte i spil, men dog ikke til egentlige SOSU-opgaver. Men vi kan ansætte en ufaglært på et plejehjem til at hygge om de ældre og til at skabe tryghed. Man kan også kigge til Kolding, hvor de har ansat ungearbejder. Læs f.eks. denne artikel: https://jv.dk/artikel/kolding-kommune-vil-ans%C3%A6tte-16-skoleelever-i-fritidsjob-p%C3%A5-plejehjem

Vi skal også have kigget på strukturen. Er det mix, vi har mellem deltids- og fuldstidsansatte godt nok? Stresser vi i virkeligheden de ansatte ved at strukturere det på måde, vi gør? Laves der unødige administrative opgaver – det tror jeg, der gør. 

13 min til et bad!
Hvordan kan nogen planlægge på den måde? 13 min til at bade en ældre borger, der måske ikke lige et blevet klar, når man ankommer til borgeren eller som lige har brug for at snakke lidt, inden at vedkommende skal i bad. Der er ganske enkelt brug for at gøre op med den form for minuttyranni – og ja, det kommer til at koste nogle flere penge, og så må vi finde dem.

At blive ældre i egen by kan foregå på flere måder

Vi ved fra den seneste analyse, at vi har byer, der er og lige om lidt bliver meget presset i forhold til pladser på plejehjemmene. De ældre skal naturligvis blive i deres eget hjem, så lang tid som muligt, men de må aldrig opleve, at “de lige må klare sig selv” i flere måneder, fordi der ikke er plads på plejehjemmet.

Inden vi kommer så langt, så skal vi være bevidste om, at jo bedre muligheder, vi giver i den ældres vej til plejehjemmet, desto bedre plads har vi til dem, der virkelig har brug for pladsen. Forløbet for en ældre kan typisk se således ud, og det skal Varde Kommune understøtte:

• Blive i eget hjem med den tilhørende nødvendige hjælp og ikke for mange forskellige plejere
• Bo i en ældrebolig placeret bynært i naturskønne områder og gerne med et socialt fællesskab med andre ældre
• Tilknyttet dagshjemmet på plejehjemmet. Bor fortsat selv, men er mere og mere plejekrævende
• Bo på et plejehjem i eller tæt på den by, hvor man har levet sit liv.

Visitationen bør tage udgangspunkt i den enkelte borgers situation – både den fysiske og mentale tilstand. Jeg opleverede med min egen Mor, at hun var utryg (efter min Far døde), og kommunen trak det alt for langt, inden de fandt en plads til hende på Poghøj. 

For mig er det særdeles vigtigt, at vi har et plejehjem, der er velfungerende lokalt. Familier skal ikke sendes fra den ene ende af kommunen til den anden for at besøge deres pårørende. Man skal som udgangspunkt have lov til at leve og blive ældre i egen by. Derfor støtter jeg også et friplejehjem i Janderup. 

Overmedicinering

Overmedicinering er blevet min kæphest, siden jeg i 2017 afleverede en sort affaldssæk på apoteket med min Mors overskydende medicin. Det var helt vildt. Hun fik f.eks. blodstryksregulerende medicin, som så gav ujævn hjerterytme, og så fik hun medicin for det. Jeg ønsker en indsats overfor overmedicinering. Det er mit klare indtryk, at vores ældre får ALT for meget medicin. Jeg er med på, at ansvaret ligger hos lægen, men kommunen har et medansvar.