Samuelsgården

Samuelsgården er en mærkesag for mig, da stedet efter min mening burde være et fyrtårn i Varde Kommune. Et sted, som andre kommuner kan besøge for at blive inspireret.

Samuelsgården har haft det hårdt siden kommunesammenlægningen i 2007. De daværende politkere tænkte, at der var grundlag for at lave en Samuelsgård flere steder i kommunen, men det var en fejl. Samuelsgården er vokset op nedefra, og det er en klassisk politisk fejl at forsøge at presse noget ned over hovedet på alle byer i Varde Kommune. Det bliver til et “tyndt lag leverpostej” over hele kommunen, i stedet for kvalitet i de byer, hvor der er en markant efterspørgsel. 

Siden 2007 har Samuelsgården mistet 2 millioner kroner i deres driftsøkonomi, og samtidigt har afregningsmodellen med kommunen voldt problemer. Kommunen indførte på et tidspunkt en model, hvor der på baggrund af to stikprøver om året blev udbetalt støtte. Stikprøverne tog afsæt i, hvor mange børn, der havde klikket sig ind på skærmen på de udvalgte datoer. Dette tal matchede ikke det antal forældre, der hver måned betalte kr. 500,- pr. barn i egenbetaling, og endnu engang mistede Samuelsgården penge.

I dag fungerer modellen bedre, men Samuelsgården udvikles ikke. Der er ikke en anerkendelse af, at Samuelsgården er noget specielt, og Varde Kommune bruger ikke Samuelsgården i markedsføringen. Det kommer vi til lige om lidt, idet Borgerforeningen inden længe vil iværksætte en bosætningskampagne, der naturligvis indeholder Samuelsgården.

Jeg vil arbejde for, at Samuelsgården bliver et anerkendt fyrtårn i Varde Kommune. I Ølgod er man kendt for kunsten i form af skulpturer, og i Tistrup er Janusbygningen byens fyrtårn. På samme måder ønsker jeg, at Samuelsgården bliver et fyrtårn i Oksbøl, og jeg beder ikke om mere end en strategiplan for stedets udvikling. Med den i hånden har vi en retning for Samuelsgården, og er der behov for investeringer, så må vi finde de nødvendige penge.