Om mig

Jeg blev født i Holstebro i 1967, men flyttede sammen med familien til Oksbøl i 1972. Her arbejdede min far Jens Kastrupsen som officer i Oksbøllejren, og var samtidigt særdeles aktiv i lokalsamfundet. Han var viceborgmester i Blåvandshuk Kommune (S) og formand for en række bestyrelser. Min mor arbejdede også i Oksbøllejren, og det var ikke den store overraskelse, at jeg efter gymnasiet gik i min fars fodspor og blev uddannet officer af linjen i 1991.

I 1996 søgte jeg orlov og blev sportschef på Club La Santa. Tilbage i Danmark gik jeg i partnerskab med min bror Michael. Sammen drev vi i ca. 5 år reklamebureauet Ravn & Rønne før, vi valgte at sælge bureauet til Saatchi & Saatchi. Jeg varetog efterfølgende en række direktørposter i bl.a. Nordsjællands Sommerpark, Big Bowl kæden og var i en periode selvstændig med en uddannelsesvirksomhed.

Tilbage i det jyske tiltrådte jeg i 2011 stillingen som turistchef i Ribe og Esbjerg og senere også Fanø. Jeg valgte at forlade stillingen i juli 2017 og sagde ja til at blive presseofficer ved Danske Artilleriregiment. Tanken var, at jeg blot skulle være der i kort tid, men da jeg kom ind i byrådet ved kommunalvalget i november 2017, så passede det lige pludseligt fint sammen, og så gik der fire gode år inkl. 4 måneder i Irak. Den 1. oktober 2021 forlod jeg Danske Artilleriregiment for at tiltræde som forstander i FOF Vest.

Jeg bor i dag i Oksbøl sammen med min datter Signe på 13 år og Nynne på 17 år. Jeg har siden 2010 være formand for Oksbøl Borger- og Erhvervsforening, og jeg har en ansættelseskontrakt som officer af reserven ved Danske Artilleriregiment med ansvaret for Åben Hede og regimentets historieprojekt. 

Kontakt:
T: 61 20 20 01

E: henrik@kastrupsen.com